Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
10.09.2013

Seminar og matchmaking: Fra affald til morgendagens byggematerialer

Invitation til seminar om ressourceproduktivitet i byggesektoren samt efterfølgende match making workshop.

I forbindelse med Building Green, Danmarks største konference om bæredygtigt byggeri, sætter Grøn Industrisymbiose v/ Erhvervsstyrelsen og regionerne - i samarbejde med Dansk Byggeri - fokus på ressourceproduktivitet i byggesektoren.

Arrangementet finder sted torsdag d. 10. oktober 2013 i FORUM Copenhagen, Julius Thomsens Plads 1, Frederiksberg C. Du kan hente en gratis adgangsbillet til Building Green på deres hjemmeside. Deltagelse i matchmaking workshoppen kræver tilmelding her. Sidste frist for online-tilmelding er d. 8. oktober 2013.

Kl. 13.30-14.45 "Fra affald til morgendagens byggematerialer"

Program:

Kl. 13.30: Velkomst ved Erhvervsstyrelsen og introduktion til task force for Grøn Industrisymbiose

Kl. 13.50: Erik Lauritzen, direktør i Lauritzen Advising, vil fortælle om genanvendelse af materialer i byggesektoren. Han vil både komme ind på inputsiden, dvs. anvendelse af sekundærmaterialer i nybyggeri / ombygning af eksisterende bygninger, samt outputsiden, dvs. sortering og nyttiggørelse af ressourcer fra nedrivning og affald fra nybyggeri m.v.

Kl. 14.10: Afdelingsdirektør Carsten Lund fra Per Aarsleff og direktør Klaus Bodilsen fra nedrivningsfirmaet Tscherning vil fortælle om, hvordan man har genanvendt materialer under opførelsen af FN-bygningen på Marmormolen i København.

Kl. 14.45: Afrunding og invitation til deltagelse i efterfølgende matchmaking.

15.00-16.30. "Matchmaking - find afsætning for dit affald og ressourcer til din produktion"

Hvorfor deltage?
Der er til seminaret fokus på at finde forretningspotentialer ved øget genanvendelse for netop din virksomhed. Du vil få mulighed for at komme i kontakt med andre virksomheder med henblik på at modtage/afsætte overskydende ressourcestrømme. Du vil også få mulighed for at få 1:1 sparring med den nationale task force under Grøn Industrisymbiose på forretningsperspektiverne i at udveksle overskydende ressourcer i et industrisymbiose-samarbejde.