Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.

Mogens Hansen Møbler - "cirkulær sofa": en sofa uden affald

MH Møbler vil udvikle en grøn forretningsmodel, der genanvender materialerne fra sofaproduktion og tilbyder kunder et opgraderings- og take-back-system. MH Møbler ønsker at omlægge hele virksomheden til grøn produktion.

Uddybende om projektet

Den cirkulære sofa bygges op omkring et træstel, der har en levetid på et godt stykke over 50 år. Stellet vil også fungere som basis for den sofa, kunden ønsker. Når betræk eller hynder er slidte, eller sofaens design/udtryk ønskes opdateret, kontakter kunden forhandleren, der derefter opgraderer sofaen i kundens hjem. De udskiftede materialer bliver sendt retur til MH Møbler og ryger til genanvendelse. Hvis kunden ønsker at bortskaffe sofaen frem for at opgradere den, gives en værdikupon til køb af nye MH Møbler. Den gamle sofa modtager MH Møbler og genanvender alle dens materialer. Den nye forretningsmodel vil skabe tættere kontakt mellem MH Møbler, deres forhandlere samt kunderne. I fase 2 vil MH Møbler fokusere på den grønne omstilling af virksomheden samt lanceringen af hele to nye grønne sofa-modeller i foråret 2015.

Hvordan er forretningspotentialet?

Forretningsmodellen vil gøre MH Møbler i stand til at fange en yngre målgruppe end MH Møbler gør i dag, og samtidig vil den åbne op for nye markeder i Nordeuropa. Derudover etableres en større gennemsigtighed, hvor folk kan komme og besøge fabrikken, hvis de selv har valgt at hente deres sofa - det er én af de fordele der er ved at have produktion i Danmark.

Hvilken gavn gør det?

Miljøfordelene er store, da MH Møbler producerer lokalt og i bæredygtige og genanvendelige materialer, producerer tæt på kunden og bruger bæredygtige emballagetyper. Samtidig sikrer forretningsmodellen, at sofamaterialerne bliver genanvendt igen og igen. Dermed bliver affaldsmængden fra sofaproduktionen minimeret. Endelig vil Cirkulær sofa kunne fungere som en case, der viser vejen for andre produktionsvirksomheder.

"Det er vigtigt at indtænke cirkulære løsninger, så ressourcerne kommer retur og bliver genbrugt, og netop her er nøglen en lokal produktion i Danmark. Når man anvender gode kvalitetsmaterialer, giver det også god mening at indsamle dem og genanvende dem", udtaler Jakob Baungaard, Worldperfect.

"For os løser projektet en række udfordringer. For det første oplever vi stigende priser på materialer. Derfor handler det for os om at anvende vores materialer, så mange gange som muligt, og i så lang tid som muligt. Vi tager selvsagt hellere vores egne gode materialer ind igen end køber nye. Projektet her hjælper det setup i gang. For det andet er det en ny tendens blandt de unge forbrugere, at de i stigende grad efterspørger bæredygtige produkter. Vores møbler holder væsentligt længere end gennemsnittet, og det er fordi det er kvalitet. Og hvis vi tilbyder en cirkulær forretningsmodel oveni, så regner vi stærkt med, at der vil være et kundesegment til dette. For det tredje er dette også med til at sikre os en kundestrøm i mange år ind i fremtiden, ligesom vores kunder er sikret et godt produkt i mange år ind i fremtiden. For os handler dette om at tage vores ansvar på os." Michael Hansen, Direktør Mogens Hansen Møbler.

Støtte fra Grøn Omstillingsfond og Region Midtjylland

Støttebeløb fase 1: 250.000 kr.
Støttebeløb fase 2: 396.000 kr.

Fase 1 af programmet:

Januar - juni 2014

Fase 2 af programmet:

Oktober 2014 - oktober 2015

Projektholder

MH Møbler
Hasselager
www.mh-moebler.dk

Kontaktperson

Michael Hansen
mh@mh-moebler.dk