Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
02.03.2015

Gør-det-selv cirkulær økonomi

På Erhvervsstyrelsens skræddersyede workshop lærer små og mellemstore virksomheder om cirkulær økonomi.

Vi står overfor en industriel revolution. Vi kommer til at udvikle nye forretningsmodeller sammen, hvor vi skaber vækst, styrker vores konkurrenceevne og samtidig tager os af miljøet. Sådan lyder ordene på en kold februarmorgen - og vi er ikke til møde hos überbevidste miljøaktivistister. Nej, vi befinder os i Erhvervsstyrelsens lokaler på Langelinie, hvor en gruppe virksomheder er mødt op til kursus i cirkulær økonomi.

I løbet af et seks ugers langt undervisningsforløb med en workshop, online-undervisning og selvstudie lærer deltagerne at se forretningspotentialer ved cirkulær økonomi, både lokalt og globalt. Der bliver fyldt godt op med teori, principper og begreber. Effektive strategier og forretningsfordele vil blive illustreret, så deltagere bagefter er i stand til at bruge principperne som et innovativt værktøj i deres egne virksomheder. Det er netop derfor arkitekt og indehaver af Lendager Arkitekter, Anders Lendager, deltager:

Vi kalder os den bæredygtige tegnestue, og det mener vi! I min branche er der meget fokus på at nedbringe CO2 påvirkningen af miljøet. Tidligere har vi mest set på bygningers energiforbrug. Men det helt store potentiale ligger i at bygge huse af materialer, som efter nedrivning kan genanvendes.

Kursisterne er nøje udvalgt for deres ambitiøse tilgang til bæredygtighed og denne fredag er der flere repræsentanter fra byggeriet, men også producenter af byggematerialer og en deltager fra forsyningsbranchen.

Et af målene med kurset er at skabe et netværk af professionelle, som kan udveksle viden, erfaringer og idéer. Selve undervisningen varetages af Ellen Macarthur Foundation - en privat organisation, der arbejder for at inspirere virksomheder og beslutningstagere til at basere sig på og fremme cirkulær økonomi:

 

Selvom min tegnestue er bannerførere i Danmark omkring cirkulær økonomi, så er det vigtig at samarbejde med andre om dagsordenen, fx ved at komme her og få en føling på, hvor langt Erhvervsstyrelsen er på området og få et teoretisk input fra Ellen Macarthur Foundation, slutter Anders Lendager.

Læs mere om Erhvervsstyrelsens arbejde med cirkulær økonomi.